Socialrådgiver til Blå Kors Bølgegården
På Blå Kors Bølgegården søger vi en erfaren socialrådgiver med hjerte for socialt udsatte unge til vores §107/110-afdeling, der ligger tæt ved Mariager. Sammen skaber vi et midlertidigt hjem for socialt udsatte og hjemløse unge over 18 år, der har brug for tydelig struktur og trygge, omsorgsfulde rammer.
Hvem er vi?
Vi er en del af Blå Kors Danmarks ungeindsats og har specialiseret os i at støtte unge, der af den ene eller anden årsag har oparbejdet et misbrug af stoffer og/eller alkohol.
Blå Kors Bølgebryderne er en selvejende institution og består af fire mindre enheder rundt omkring Mariager Fjord med forskellige målgrupper af udsatte unge fra hele Danmark.
- Ungehuset i Arden: Plads til 12 unge og socialt udsatte og/eller hjemløse mennesker fra 18 år i et tilstræbt rusfrit miljø.
- Bølgeværket: Uddannelses- og arbejdsmarkedrettet beskæftigelse for unge ml. 14 og 35 år.
- Bølgegården: Plads til 12 socialt udsatte og/eller hjemløse over 18 år i et miljø, hvor et vist rusmiddelforbrug rummes.
- Bølgebo: Børn og unge ml. 13 og 22 år. Målgruppen er kendetegnet ved social udsathed med baggrund i omsorgssvigt, tilknytningsforstyrrelse, ADHD etc.
Læs mere om Blå Kors Bølgebryderne her: www.bølgebryderne.dk
Dygtig kollega til Blå Kors Bølgegården
Bølgegården er en nyere afdeling, der slog dørene op den 1. marts 2024. Du vil derfor blive en del af en yngre afdeling, der er godt i gang med at opbygge kultur, tradition og fagligt miljø. Du skal derfor i høj grad kunne se dig selv indgå i den fortsatte udviklingsproces, hvor du selv – i fællesskab med ledelse og dine kolleger - skal være med til at definere og besvare flere af de spørgsmål, som måtte komme.
Du vil blive en del af en arbejdsplads, hvor vi vægter faglig udvikling og psykologisk tryghed. Du vil desuden blive en del af en medarbejdergruppe, hvor vi værdsætter hinanden og har dyb respekt for hinanden.
Du får spændende arbejdsopgaver og mulighed for at udvikle dig fagligt gennem det faglige miljø og løbende kompetenceudvikling, bl.a. i form af P-møder, supervision, Blå Kors’ medarbejderkonference m.m.
Som socialfaglig medarbejder på Bølgegården skal du kunne se dig selv i flere af følgende punkter:
- Du skal have erfaring med målgruppen, gerne §110/107.
- Du kan reflektere på et fagligt højt niveau med udgangspunkt i egen faglighed og den faglige tilgang og retning, som sættes på Bølgegården.
- Du ser din monofaglighed som et væsentligt input i en tværfaglig kultur og kan dermed respektfuldt bringe din egen faglighed i spil samtidig med, at du er nysgerrig på andres fagligheder.
- Du har flair for tværfagligt samarbejde med myndigheder, sundhedsvæsen, retsinstanser m.m.
- Du har kendskab til den nye hjemløsereform og metoden Housing First.
- Du kan formulere dig professionelt på skrift.
- Du forstår og mestrer vigtigheden af dokumentation.
- Du har kendskab til KRAP og LA2.
- Du kan arbejde på en døgninstitution med skiftende arbejdstider.
- Du har et godt overblik og kan have flere bolde i luften ad gangen.
- Du har et godt og smittende humør.
- Du kan bevare roen, overblikket og omsorgen i pressede situationer.
- Du er ikke bange for at tage ansvar og træffe nødvendige beslutninger i dagligdagen.
- Du kan bidrage ind i en positiv og opbyggelig feedbackkultur, hvor du er med til at understøtte et sundt fagligt kritisk blik på egen, andres og den fælles praksis.
- Du har kørekort.
Dine opgaver er blandt andet:
- At være kontaktperson for 2-4 beboere.
- At udarbejde og følge op på dine kontaktborgeres opholdsplaner, mål og delmål.
- At tage ansvar for samarbejdet med de relevante offentlige instanser i relation til dine kontaktborgere.
- At facilitere daglige hverdagsaktiviteter sammen med beboerne, som rengøring, madlavning, havearbejde, mm.
- At medvirke til at sikre overblik og kontinuitet i huset og dagligdagen gennem koordinering og overblik.
- Ledsage beboere til møder, lægebesøg m.m.
- At facilitere møder med myndigheder, sundhedsvæsen, o.l.
- Afholde støttende og motiverende samtaler med beboerne.
- Deltagelse i personalemøder hver tredje uge.
Værdier og menneskesyn
Blå Kors Danmark er en social hjælpeorganisation, der arbejder ud fra et kristent menneskesyn. Derfor er det vigtigt, at du i din ansøgning forholder dig til at arbejde på en arbejdsplads, der har den tilgang. Se mere på www.blaakors.dk/vaerdier-og-grundlag.
Løn og ansættelsesvilkår
Her er tale om en fast stilling på 37 t/u.
Løn og ansættelsesvilkår er med udgangspunkt i Blå Kors’ fælles ansættelsesgrundlag.
Kontakt og yderlige oplysninger
Der arbejdes i døgnvagter med rådighedsvagt om natten og dag-/aftenvagter samt hver 3. weekend.
Tiltrædelse den 1. februar 2026. Gerne før.
Ansøgningsfrist: fredag den 28. november 2025 kl. 08.00.
Samtaler forventes afholdt onsdag den 11. december 2025.
Er du interesseret i at høre mere, er du meget velkommen til at ringe på 98 58 46 00 eller skrive til:
- Ditte Falk Marino, teamleder på Bølgegården, dfm@blaakors.dk
Alternativt kan du skrive til:
- Torben Manø, forstander for Blå Kors Bølgebryderne, thm@blaakors.dk